Mange af Bjørn Nørgaards værker udspringer af aktioner. Tilbage i 1960'erne fungerer aktionen som metode til at komme udenom værkbegrebet og de klassiske kunstgenrer til fordel for et åbent og ukortlagt handlingsrum. Aktionen bliver udgangspunkt for interaktioner mellem krop og materialer i form af demonstrationer. Det åbner for et intuitivt og konceptuelt nulpunkt, hvor materialerne er tømt for betydninger og blot repræsenterer sig selv. Den kropslige investering får aktionerne til at minde om ritualer. Interaktionen med publikum er generelt nedtonet, og aktøren bevæger sig i sit eget univers. Et af sigterne er at flytte fokus fra aktørens subjektivitet til et objektivt plan, hvor kunstneren kan være en tilstand, ikke en identitet. Aktionerne indeholder desuden konturen af en praksis, som alle og enhver kan gøre efter, og hvor materialernes egenskaber konkret medbestemmer forløb og resultater.

Tekst: Magnus Thorø Clausen