Vi lever i de underlige tider, hvor de finansakrobater, der har jongleret med vores finansielle system, som var det isolerede galaxer med egne naturlove, der har bragt realiteternes verden, som vi andre lever i, ud over sammenbruddets rand.

Disse personer og finansielle konglomerater, har i to årtier, med politisk opbakning formøblet vores værdier og dermed bragt vores vestlige, demokratiske, liberale, velfærdssamfund i en krise af usete dimensioner, ikke siden modernismens andet store utopiske eksperiment sovjetstaten brød sammen, har et etisk og æstetisk værdigrundlag mistet indflydelse og legitimitet i verdenssamfundet så hurtigt.

Under disse finansguruers usandsynligt egoistiske, grådige, hensynsløse, uetiske og i særdeleshed uæstetiske præsteskab, er det lykkedes at få den finansielle sektor til at vokse til et monstrøst skrummel, frem for at være den katalysator der skulle formidle reelle og intellektuelle ydelser mellem virksomheder, instutioner og borgere.

Altså finansverdenen i en tjenende, ydmyg rolle til alles bedste. Men vi er havnet i en virkelighed, hvor det ikke længere er jordens ressourcer, vores etiske værdinormer, vores kunst og videnskab, vores produktive virksomheder der er det egentlige, men finanssystemernes iboende accelererende, selvforstærkende, psykotiske akkumulation af stadig større nominelle værdier uden nogen sammenhæng med de faktiske forhold i jernindustrien.

Det er en finansiel kernenedsmeltning, der er løbet løbsk.