Titlen på de tre serier X Y Z Æ, er for alle Triptykon, Krigen, Kvinden, Freden, X den store, Y den næststørste store, Z den mellemste store, og Æ den mindste, altså stor, mindre, lille, mindst.
Triptykon er græsk og betyder trefoldet, i middelalderen en trefløjet altertavle hvor sidefløjene lukkes over midterpartiet, hvilket hos katolikker gøres i fasten. I moderne kunst er dette triptykon motiv brugt gennem tiden som en minitegneserie, hvor de tre billeder udgjorde et episk forløb der udvidede billedets motivkreds.
I 2014 var jeg i Dresden for at se en stor udstilling omkring en triptykon af Otto Dix ”Krigen” hvor alle forarbejder og kartoner og dokumentation fra 1. verdenskrig, og en del skitser var udført i skyttegraven. Da begrebet krig er rykket tæt på i Europa, og vi kan diskutere om 3.verdenskrig har været i gang i en årrække var besøget i Dresden et studiebesøg med det formål at udføre en triptykon som litografi hos Christian Bramsen og venner i Paris.
Christian havde opfordret mig til at udføre nogle store litografier, som en del af et samarbejde han havde med litografen Stephane Guilbaud, og efter lange overvejelser blev det denne triptykon.
”Krigen - Kvinden - Freden”, er i modsætning til Otto Dix ”Krigen” et forsøg på at diskutere at vi har et valg, krigen er ikke et deterministisk vilkår, men i bedste fald en del af en politisk proces, og forståelsen af krigen er aldrig en løsning, men det feminine og freden er målet, med tidens censor, fastholder kunstnere kvinden som bærer af kærlighedens frugt og freden den frugt der udfoldes i fremtiden.
I triptykonens mangfoldighed af lag og billeder antydes det at vi selv må tolke os ind i verden, der er ingen enkle svar på kompleksiteten i den verden vi lever i, ansvaret ligger hos den enkelte, det betyder os alle.
Tekst: Bjørn Nørgaard