1.
Hvis vi alle antager at denne chaiselong er jorden, altså det er alt hvad vi har, vores samlede resurser overhovedet, at hælde hovedet til, allesammen i hele verden til sammen. Det giver noget at tænke på.
2.
Vi har 5 kasketter at tage på vores hårdt prøvede hoveder, modernitetens utopier, rød socialismen, blå liberalismen og de mere suspekte og outrerede utopier sort, den hvide kan da være den foragtede tradition/ religion, og den grønne en måske ny kasket.
LER
3.
Hvis vi skulle materialisere den korte tid mennesket har været på denne chaiselong kaldet jorden, kunne vi starte med det basale ler, det kunne da være fra vi gik oprejst, var animister, og shamaner opdagede ilden og køllen, blev jægere og samlere.
STEN
4.
Disse sten kan da være de forhistoriske kulturer, den monolitiske tid, babylonere, ægyptere osv. her vrimler det med guder og myter, Kongen, Herskeren, Faraoen, .... er selv gud på jorden, komplekse sociale strukturer og byer opstår.
GRUS
5.
Så kan da gruset være antikken, hvor den menneskeopfattelse vi kender idag anes, den første kendte humanisme og en form for demokrati for visse grupper, og et sindrigt socialt system, forfinet kunst, filosofi og matematiske principper, naturvidenskabentlige spekulationer, gudeverden bliver en menneskelig parallel verden.
SALT
6.
Livets salt eller vores kulturs salt, kristendommen enhver er elsket af gud, ligheds princippet kommer ind i verden, den jødiske monoteisme bliver universel, alle er lige for Herren, og Europa udvikler sig fra romerriget gennem middelalderen, kirken og munkevæsen, vi får begyndelsen til de institutioner, håndværk, industri, videnskab, kunst osv. som senere er grundlaget for vores udvikling, der er nogle fyrste stater der sammen med kirken giver omridsene til forskellige sprogområder og den kulturelle mangfoldighed vi har idag.
MEL
7.
Klassicisme, oplysningstid, romantik, revolution, national romantik fører frem til 1800-tallets liberale demokratiske nationalstat - med visse større og mindre modifikationer, som vi kender Europa idag, her befries kunst, videnskab, økonomi, stat og individ fra kirkens overhøjhed, det sekulære samfund er født, hvor vi spejler os i os selv, historie, tradition, religion, håndværk er ut.
SPEJLE
8.
Nu er det modernismens videnskabeligt funderet rationalitet der gælder, verden er hvad der kan måles og vejes, alt andet er overtro, det ubegrænsede fremskridt har sejret, fornuften har fortrængt tradition og religion, og individet er meningen med verden, vi spejler os i ren materiel væren i nuet.
MUKKERT
9.
Det må gennembrydes så vi igen får historie, tradition, religion og alt det andet med i vores jords fremtid, hvorfor gik det som det gik, og hvordan vi kommer videre.
BRUNSÆBE
10.
De kritiske , intuitive, erfaringsbaserede humanistiske erkendelses metoder må igen i spil, altså samspil, med det moderne.
SIRUP
11.
Og en organisk tankegang der kan omfatte helheder må i spil, Vesten er ikke Palle alene i verden, verden er blevet flad igen, ikke matematisk men værdimæssigt, det hele må i spil, så nye fælles ideer kan udvikles.
GIPS
12.
Hvorledes det skal ske, ved jeg ikke, men en metode er at drømme, og der er chaiselongen og jordens og menneskets historie velegnet. Nu tager kunstnere ikke kasketter på , men i denne drøm vil jeg prøve den grønne.
_ _ _ _
Vi lever i de underlige tider, hvor de finansakrobater, der har jongleret med vores finansielle system, som var det isolerede galaxer med egne naturlove, der har bragt realiteternes verden, som vi andre lever i, ud over sammenbruddets rand.
Disse personer og finansielle konglomerater, har i to årtier, med politisk opbakning formøblet vores værdier og dermed bragt vores vestlige, demokratiske, liberale, velfærdssamfund i en krise af usete dimensioner, ikke siden modernismens andet store utopiske eksperiment sovjetstaten brød sammen, har et etisk og æstetisk værdigrundlag mistet indflydelse og legitimitet i verdenssamfundet så hurtigt.
Under disse finansguruers usandsynligt egoistiske, grådige, hensynsløse, uetiske og i særdeleshed uæstetiske præsteskab, er det lykkedes at få den finansielle sektor til at vokse til et monstrøst skrummel, frem for at være den katalysator der skulle formidle reelle og intellektuelle ydelser mellem virksomheder, instutioner og borgere.
Altså finansverdenen i en tjenende, ydmyg rolle til alles bedste. Men vi er havnet i en virkelighed, hvor det ikke længere er jordens ressourcer, vores etiske værdinormer, vores kunst og videnskab, vores produktive virksomheder der er det egentlige, men finanssystemernes iboende accelererende, selvforstærkende, psykotiske akkumulation af stadig større nominelle værdier uden nogen sammenhæng med de faktiske forhold i jernindustrien.
Det er en finansiel kernenedsmeltning, der er løbet løbsk.
Årsagen til alle ulykker er altid kompleks, men her min forsimplede udgave. Da Berlinmuren falder, opstår en euforisk sejrsstemning. Demokratiet og det frie marked har sejret ad helvedes til. I denne rus lykkedes det, især amerikanerne og englænderne at sælge ideen at marked er lig demokrati, jo mindre stat des mere marked og jo mere marked des mere demokrati, forstået som den egentlige frihed. Derfor får vi ikke bare det frie uregulerede globale finansmarked, men det ukontrollable frie finansmarked.
Det betød samtidigt at demokratiet forstået som det fælles politiske udgangspunkt for at disponere resourcer og værdier, blev undergravet, markedet og den finansielle sektor blev sat i stedet for demokratiet, det betød samtidigt, at alt andet end markedet skulle måles, vejes, indrettes efter markedets behov, prissættes og kontrolleres i det omfang det skønnedes at modarbejde, de frie markedskræfter.
I 90 érne begyndte det såkaldte politiske nysprog at undergrave den demokratiske debat, finanssektoren kaldte så sig selv, “finansindustrien”. Men de financielle erhverv har aldrig været industri, en industri betyder at man modtager råstoffer og forarbejdede elementer i den ene ende, tilsætter energi, arbejdskraft, ideer og sender produkter ud i den anden ende, hvor der er tilført en ny værdi. Markedet har så vist sig at være den mindst ringe katalysator til at formidle disse processer. Men den finansielle sektor producerer absolut ingenting , det er en service funktion.
Siden 2008 har vi så talt om krise og genopretning og 2020-planer og af uransagelige grunde, og Herrens veje er som bekendt uransagelige, har vi som i Biedermann og brandstiftere, hældt milliarder og atter milliarder af samfundets midler på det finansielle bål. Foreløbigt uden man politisk har forsøgt, at skabe nye visioner for hvorledes der fremover er en legitimitet i finansverdenens “servicering” af den faktiske produktion af konkrete og immaterielle værdier. De samme økonomer de samme teorier de samme modeller, som har skabt vanviddet , sidder nu og udregner hvor mange spande, der skal til at opsamle vandet fra et råddent utæt tag, vi behøver et nyt tag over det demokratiske, liberale hus.
Hvordan kommer vi videre, svaret blæser lige nu i vinden, tiderne skifter, verdens kompleksitet er nu uafvendelig, vores værdier i verden udfordres på mange planer, og vores demokratiske svigt efter 1989 gør vi må gentænke modernitettens ensidige satsning på den rene rationalitet og materiel vækst. Det uregulerede globale finansmarked har vist sig ude af stand til at skabe en langsigtet bæredygtig brug af jordens ressourcer. Den dynamik markedsøkonomien har givet i moderniteten og demokratiernes første par sekler er imploderet.
Den kapitalistiske konkurrences krigsøkonomi er sandet til og medfører et stadigt større resource tab for natur og menneske, den politiske retorik med rødder i 1800-tallet, har de sidste par årtier, vendt det døve øre til filosofien, kunsten, de kritiske videnskaber og efterhånden skabt et selvbekræftende lukket juridisk, økonomisk beslutningssystem , der nu er tørret ud for ideer. Der må udvikles en global fredsøkonomi, der bygger på samarbejde om at udnytte klodens begrænsede ressourcer, vi må udvikle den globale dialog, så vi i vores forskellighed, kan udvikle fælles begreber, der muliggøre en sådan udvikling. Problemet er hvordan vi viderefører dynamik, initiativ, individualitet, og vores liberale værdier i en mere konsensus præget verden, hvordan kan solidaritet og ansvarlighed forenes med en individualistisk ofte hensynsløs skabende iværksætter ånd.
Vi skal ikke undervurdere, den voldsomme påvirkning markedet har gennem reklamen og medier på vores værdiopfattelse, det har med stigende styrke pågået gennem et århundrede, idag påvirker mediernes pseudo verden alle vores værdinormer for nu også at gennemsyre vores styrelseslov for de videregående uddannelser, folkeskolen og nu skal også børnehaven sikre at markedet modtager individer med rette indstilling til at arbejde røven ud af bukserne, til gave for aktionærerne, som i stort omfang iøvrigt også er os selv, og der bliver det ikke bedre af. Der står i styrelsesloven for de kunstneriske uddannelser “... de kunstneriske uddannelser skal løbende evalueres så de tilpasses samfundets behov....” det vil i dagens politik sige markedets behov, altså statskontrolleret markeds kunst.
Dem der har lavet alle ulykkerne skal fortsat ukontrolleret fortsætte deres plyndringstogt, belønnet med milliarder, dem der skal udvikle et nyt bæredygtigt værdigrundlag skal kontrolleres og beskæres. For ufatteligt små penge har filosofi, billedkunst og videnskaberne gennem tiden leveret kritik, nye formdannelser, nye virkelighedsforståelser og fastholdt kvalitet som det egentlige, og kvantitet som det sekundære.
Den billedkunstneriske, filosofiske og videnskabelige forskning trænger ud over alt i vores samfund og danner det nyskabende grundlag, nye værdier og produkter udgår herfra. Markedsstyring, topstyring, direkte politisk styring, kontrol, administration, byrokrati har udhulet forsknings frihed og kunstnerisk frihed. Det betyder at samfundet stiver i gold materialisme, marked og penge er tjenere ikke herre, det bør være katalysator for det egentlige de værdiskabende discipliner og de produktionsbærende virksomheder. At tjene penge på penge udhuler samfunds ressourcer. Politikerne må sætte de kritiske værdiskabende discipliner og deres institutioner fri.
Imorgen står solen atter op!
Tekst: Bjørn Nørgaard
Film: Politiken
