Krigsmonumenter har en lang historie og tradition i billedhuggerkunsten.
Templer, altre, mausoleer, triumfbuer, sejrherrer til hest, heroiske, realistiske, eftertænksomme ...
Med modernismen i 1900 tallet blev kunstens forhold til sådanne opgaver langt mere komplicerede f.eks. Wilhelm Lehmbruck’s den faldne, Picasso’s Guermica eller minde området over ofrene for Holocaust i Berlin.
Smerten, sorgen, den enkeltes skæbne bliver nærværende frem for det nationale og det heroiske.
Hvordan forholder kunsten sig i dag til den realitet, at krig åbenbart ikke som forventet ville blive afskaffet, som verden blev mere udviklet og mere oplyst, det er som modernismen er kørt fast i en stivnet dogmatik, at vi behøver en ny oplysnings tid.
Vi troede at Vietnam krigen ville være den sidste ”kolonikrig”, at Murens fald ville blive åbning til dialog og fremskridt, måske var Vesten for arrogant og overhørte i vores hybris alt for længe de advarsler vi i bakspejlet nu kan se, og i 2001 gik det som bekendt helt galt.
Hesteofringen og Vietnamplakaten fra 1970 var to direkte kunstneriske handlinger mod en krig, et krigsmonument fra 70'erne.
Til Høvelte kaserne i Danmark udførte jeg i 2009 et andet ”krigsmonument” for de unge mennesker vi har mistet i Irak og Afghanistan.
Den Allersidste nadver fra 1999 er et ”krigsmonument” som blev skabt da det var smertefuldt at erkende, at der gives begivenheder og personer hvor freden ikke rækker, USA og en række europæiske lande gik i krig med Serbien pga. konflikten i Bosnien.
Krig blev igen en realitet i Europa, og vi var i krig mod et andet land for første gang siden 1945.
Krigen mod Serbien var et vendepunkt for Europa, siden da er krig blevet en politisk realitet også for de Nordiske lande, og unge mænd og kvinder dræbes og lemlæstes i en global politisk og økonomisk kamp om magt og indflydelse.
Skulpturen er tavs om hvorvidt krig er et nødvendigt politisk middel, den refererer blot til det sidste måltid Kristus havde med disciplene inden hans korsfæstelse.
De navneskilte soldater bærer i kamp, som hænger på figuren, er navnløse.
Tekst: Bjørn Nørgaard
Senest opstillet på Schæffergården, København