I 2018 kunne Koldinghus fejre 750-års jubilæum, og en meget generøs donation fra Ny Carlsbergfondet muliggjorde en af Danmarkshistoriens største udsmykningsopgaver; 16 nye gobeliner af allerfineste kvalitet, skabt af fire samtidskunstnere, skulle pryde kongeborgens historiske sale.
Kirstine Roepstorff, Bjørn Nørgaard, Tal R og Alexander Tovborg blev valgt til opgaven og skabte 16 detaljerede “kartoner”, der fungerede som forlæg for gobelinerne. Tre af de fire store gobeliner vil være færdige i foråret 2025 fra de traditionsrige franske væverier Manufacture des Gobelins.
Kunstnerne har hver især taget afsæt i temaer som er udsprunget af Koldinghus som sted og historie. Temaerne er: Grænseborg (Kirstine Roepstorff), Kongeborg (Alexander Tovborg), Ruinen (Tal R) og Genopbygning Oprindelsen til fremtiden (Bjørn Nørgaard).
I alt skal der produceres 108 m2, fordelt på fire store gobeliner, der hver måler 3 x 6 m, og tolv mellemstykker mellem salenes vinduer, de såkaldte entre fenêtres, der hver måler 2,8 x 0,8 m.
Kilde: Den Kongelige Samling