Frisen er en billedfortolkning af karakteristiske episoder i fire store danske forfatteres liv og kunst; salmedigteren Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), eventyrdigteren Hans Christian Andersen (1805-1875), filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855) og forfatterinden Karen Blixen (1885-1962). Forfatterne er skildret som unge, modne og ældre og deres forfatterskaber citeres på forskellige måder. Ved flere af de 4 forfattere er der citater fra deres litterære produktion malet på eller skåret i leret. Ved andre af forfatterne er der illustrationer fra deres litterære produktion eller billeder af betydningsfulde personer i samtiden.
Frisen er udformet som relieffer i mange forskellige farver, der bliver bundet sammen af en gennemgående ornamentik med buer og søjler. Et trappeforløb på alle reliefferne medvirker til at skabe rum og dybdeoplevelse. Frisen brydes af 3 dørpartier. Den første dør giver adgang til et større mødelokale. Over døren er modelleret 13 ugler. En anden dør fører ind til studievejledernes kontorer. Her er motivet visdom, der strømmer op ad den store bog.
Det sidste og bredeste dørparti fører ind til skolens festsal. Her er motivet over dørene et 5 meter langt gribedyr. Gribedyret holder kærlighedens frugt i den ene ende og kundskabens frugt i den anden ende. Dyrets krop er snoet som et stiliseret DNA - molekyle. Dette motiv har Holstebro Gymnasium og HF valgt som bomærke da skolen pr 1. januar 2007 overgik fra Ringkøbing amt til en status som en statslig selvejende Uddannelsesinstitution.
Kilde: Holstebro Gymnasium og HF.