Både det formelle og den narrative i opbygningen af vægfladen forholder sig komplementært til kirkerummet. Hvor kirkerummet er et intimt rum, der til dagligt er lukket, men kan åbnes ud mod det fællesrum mellem den anatomiske encyklopædi og kirken, er den anatomiske encyklopædi en permanent manifestation af husets funktion.
Væggen
Den anatomiske encyklopædi er formelt opbygget som et motiv, der dækker hele vægfladen over dørhøjde - i alt 130 kvm. Fladerne udføres i stukmarmor i tre zoner på tværs: Nederst en rødlig, i midten en gullig og øverst en blålig. I hver zone arbejdes med forskellige strukturer - en slags organisk ursuppe af DNA-stregne, molekyler, kromosoner etc. Alle i de komplimentære farver.
I midten er feltet: En rygsøjle med 24 ryghvirvler lodret i hele højden. Øverst er et udfoldet kranie med hjernen åben. Nederst af rygsøjlen er et bækkenparti. Det hele er udført i en hvidgul gips, der bliver overfladebehandlet.
For hver diskosskive mellem ryghvirvlerne udgår til hver side en iskias-tunge, der ender som en slags tegneserieboble. Tungen afgrænses af en smal messingstreng med stukpuds i en rødviolet farve. I boblen er et farvet felt, og i hvert felt anbringes et polykromt stukrelief - som også overfladebehandet. De i alt 48 relieffer måler fra 20-50 cm i bredden og har en længde fra 50-100 cm. Den største er i dybden 20 cm. Motiverne for disse relieffer er frie tolkninger af diverse organer og legemer.
Hvor Egypterne byggede de største bygværker, pyramiderne til den døde og efterlivet, bygger vores samfund de største pyramider for ikke at dø.