Else Marie Bukdahls tale til ferniseringen
De mange nye kunstneriske strategier, som Bjørn Nørgaard har arbejdet med i 60'erne og i 70'erne blev et fundament for hans senere kunstneriske praksis. Det er netop de mange nybrud, som han skabt, der har afdækket et frirum, hvor den klassiske kunst ikke mere har den autoritet og det fasttømrede regelsæt, der tidligere gav nye kunstformer dårlige udviklingsmuligheder. Bjørn skaber derfor - tit i det offentlige rum - hvad han kalder en "genbrugklassicisme." Den form for klassicisme, som han skaber, nyfortolker især den græske klassiske kunsts målsætninger. Hans "genbrugsklassicisme" er både visionær og social samtidig med at den  skaber nye betydninger og meningsdannelser i samfundet. Eller som han selv har udtrykt det:

I tresserne - ak ja -  troede vi ikke længere på, at der var flere muligheder i værket, formen, på fladen, i linjen, i objektet. Kunsten skulle ud i andre sociale sammenhænge, som idé, metode og forestilling. Billedets materiale var virkeligheden, og billedets struktur dannedes af de mennesker, man var sammen med. Da traditionen og den klassiske kunst blev befriet for sin autoritet, kunne den bruges igen, den blev til nutid, men samtidig så vi, at når en billedidé kunne bære gennem årtusinder, var det formens klarhed. Og jeg tror, at vi nu for at billedet, det poetiske billede skal bære igennem den omsiggribende billedstøj, må man anvende en stor, enkel, almen form, men stadig være mangfoldig, som vor kultur og livet.

Men efterhånden bliver de figurer, symboler og tegn, som Bjørn Nørgaard omarbejder i sin kunst, hentet ikke alene i den klassiske kunst, men  i mange andre kulturer. Og adskillige af de personer, der befolker hans skulpturelle univers, er rene fantasifigurer.

Han bliver også mere og mere overbevist om, at især større projekter i det offentlige rum kan ændre vor forståelse af samfundet og give ansigtsløse steder og rum en ny identitet. Han har udtrykt dette synspunkt således;

Spørgsmålet er, om man gennem en skulpturel form kan påvirke samfundet. Du kan ved at anbringe den form på nogle præcise steder, være med til at give en helt anden opfattelse af, hvad det overhovedet er at være i et rum og i en by. Udsmykningen er det sted, hvor man kan skabe en relation med publikum og samfundet. ”

Et eksempel er Menneskemuren (1982), der desværre ikke mere står foran Statens Museum for Kunst, hvor den skabte et nyt offentlig rum, sprængte vor endimensionale tænkemåde og afdækkede nye sammenhænge og orienteringer. Men nu er den heldigvis genopstillet og placeret foran Horsens kunstmuseum. Nu kan de forskellige museumsgæster møde uforudsigelige fortolkninger af de store kulturperioder, der har fået betydning for vor selvforståelse og som skaber nye rammer for opfattelsen af vor egen tid. Alle de primitive, klassiske og moderne skulpturer, der står på muren, peger på de fælles kunstneriske skabende processer og det fællesmenneskelige i kulturen og i samfundet som sådant.

Bjørn Nørgaards genskabelse af figuren- eller menneskeskikkelsen kom således til at indbefatte personer fra de mest forskelligartede kulturer. Og allerede i det store værk Menneskemuren bliver et omfattende tema i hans produktion udfoldet. Det drejer sig om forholdet mellem det nationale og det internationale eller forholdet mellem det lokale og det globale. Netop dette spændingsfelt skaber både intensitet, mangfoldighed og stadigt nye perspektiver i hans kunst.

Men der er en side af Bjørn Nørgaards kunst, som alle ikke kender særlig godt og som I nu har mulighed for at studere på denne udstilling, som vi åbner om lidt.

Det drejer sig om den mangfoldighed af små bronzefigurer, som også er en vigtig del af hans kunstneriske univers.. De optræder i et kunstnerisk rum med mange perspektiver. I dette rum står figurer fra virkelighedens verden sammen med figurer fra eventyrets og litteraturens verden og fra de mest forskelligartede kulturer. Men ingen af dem er realistiske og ligner de mennesker, vi møder i vor hverdag.

Deres bevægelser er ofte præget af snoede dynamiske forløb, der er skabt af kunstnerens fantasi og som altid rummer mere eller mindre humoristiske træk. Netop humoren er et grundtræk i både Bjørn Nørgaards livsholdning og kunst. Nogle figurer har lange arme og lange næser, således i det komiske situationsbillede Hvor skal stolen stå. Andre situationsbilleder er formet som en scene i et pikant teater, således Kvinden der underholder manden med intet mindre end sine eskapader. Indslag fra Kina er heller ikke glemt, således kvindefiguren med de svulmende former, Ming Venus. Mickey's kvindelige familiemedlemmer er modellerede med sans for både det komiske og det yndefuldt-kokette. Vi bliver også præsenteret for intet mindre end tre festlige udgaver Johannes Døberen. Han møder os som den stolte agitator. Et arrogant Bæst får vi også fornøjelsen af at møde, medens Englen -  patineret med lysende blå  farver synes at flyve os i møde. Også en figurlig visualisering af det gådefulde kunstbegreb bliver vi stillet overfor. Figurerne af Jane og Tarzan, der er  præget af henholdsvis styrke og charme dukker ligeledes op. De stolte græske mytologiske figurer bl. a. Thalia, der er komediens muse  og Eufrosyne, der er en af de tre gratier, er udført i lysende lueforgyldt bronze . De skaber et mytologisk perspektiv i den stor figurgruppe.

I samlet flok udtrykker disse festlige figurer, der er gennemstrømmet af humor, Bjørn Nørgaards kamp for at respektere de forskellige kulturers egenart. Det vidner hans mangeårige ophold i Kina også om. Men disse figurer udtrykker også hans brede kulturforståelse. Den er udtrykt gennem ofte meget morsomme visuelle dialoger mellem fortid og nutid og mellem seriøs litteratur og populære tegneserie. De forskellige facetter i kulturen og i samfundet som sådant bliver visualiseret både i disse figurer  og i andre projekter i Bjørn Nørgaards kunstneriske virke. Der er altid et stort vingefang i Bjørn Nørgaards kunst.

_ _ _ _ 

Herunder en liste med nogle af de værker som var med på udstillingen. Listen er ufuldendt.