Title BN

Oprindelsen – Skitserne til Koldinghus Gobelinerne, Koldinghus, Kolding

06.07. – 01.09.2019
Body

Bjørn Nørgaard, der fra 1988 til 2000 udførte en stor gobelinserie til Christiansborg Slot i anledningen af H.M. Dronningens 50-års fødselsdag, er i kraft af sin erfaring på området både kunstner og rådgiver på opgaven. "Jeg har fået det privilegium at være med til at indføre tre yngre kolleger i dette fremragende medium, væveriet med dets lange historie. Det er enestående, at vi nu kan etablere et tæt samarbejde mellem Frankrig og Danmark, mellem disse to store væverier og Ny Carlsbergfondet og danske kunstnere", ​siger Bjørn Nørgaard.

Kilde: Koldinghus

Bjørn Nørgaards tale til ferniseringen, 5. juli 2019
Kunsten er og har altid været universel i sit væsen, men med udgangspunkt i et særligt rum og udtrykt gennem een person, deraf breder kunsten sig ud i det almene, og i den verden kunsten er en del af, som i dag både er det lokale, det nationale, det regionale og det globale rum. 

Kunsten omfatter det øjeblikkelige, indfaldet, det tidsbundne, det historiske, traditionen og det lange blik i tid, og når det lykkes, får kunsten disse elementer til at mødes i et billede, der peger ind i fremtiden. 

Udgangspunktet for dette, værkets anledning, kan i dag være hvad som helst, hvor som helst, hvornår som helst, men fordi alt kan være kunst, betyder det ikke, alt er kunst. 

Det digitale/globale rums totale mangel på en samlet generel systematik har medført, at kunst- markedets nominelle værdiopfattelse antages som en fælles målestok. Dette har medført accepten af en egentlig kunstnerisk markedsstrategi og en ophøjelse af opportunismen til en legitim kunstnerisk arbejdsform. 

Men kan kunsten udvikle sig uden et dybere kendskab til kunstens tradition og kunstens be- grebsapparat udviklet gennem århundreder, med Walter Benjamins ord oprindelsen til fremtiden. 

Når dette projekt beder 4 kunstnere; en ældre tre yngre i faget, er det for i en konkret op- gave, som har udgangspunkt i den egentlige tunge historie. Her den danske, i et i kunsten urgammelt medie, væveriet, er det for gennem den direkte konfrontation mellem dengang, nu og i morgen, at diskutere hvorledes vi bærer historien ind i nye visioner for fremtiden. 

Ny Carlsberg Fonden har bedt mig være rådgiver og mentor i dette projekt, som i sin sub- stans er en kunstnerisk diskurs, der er afgørende at gennemføre netop nu. 

I perioden 1988 – 2000 havde jeg det privilegium at udføre 16 tapeter hos Manufacture de Gobelin og Manufacture Beauvais Nationale til Hendes Majestæt Dronningen af Danmark. 

Nu har jeg fået det privilegium at indføre yngre kollegaer i disse fremragende væverier med deres lange historie. Det vil udvide visionerne og den kunstneriske tanke bag dette. 

Det er enestående, at det kunne lykkes at etablere et samarbejde mellem Frankrig og de to store væverier samt Danmark og Ny Carlsberg Fonden og dermed fortsætte denne "tradition". 

Værker i udstillingen
Bjørn Nørgaard. Skitse 1:10
Tal R. Karton 1:1. Foto: Rex Andersen
Kirstine Roepstorff. Karton 1:1. Foto: Rex Andersen
Alexander Tovborg. Karton 1:1. Foto: Rex Andersen
Fernisering, 5. juli 2019. Foto: Rex Andersen
Udstillingsbanner

© Photographs and videos may not be used for commercial purposes, unless you have a copyright license with Bjørn Nørgaard and the listed photographers