Bjørn Nørgaards kartoner til Dronningens gobeliner, KØS – Museum for kunst i det offentlige rum, Køge
KØS erhvervede i 2001 billedkunstner Bjørn Nørgaards 1:1 kartoner til Dronningens gobeliner, der kan opleves i Gobelinsalen på museets 3. sal. Med en enorm detaljerigdom og en levende farvepalette har Bjørn Nørgaard skildret 1000-års Danmarkshistorie i form af 17 gobeliner, der strækker sig fra vikingetiden over middelalderen og reformationen gennem enevælden og 2. Verdenskrig til vor tid og fremtiden. Gennem et mylder af begivenheder, personer og symboler præsenterer Bjørn Nørgaard sit blik på historiens gang, hvor Danmarkshistorien fletter sig ind i verdenshistorien, religionshistorien samt kunst- og kulturhistorien. Mød et mangfoldigt persongalleri, der alle har sat deres tydelige aftryk på historien – fra Jeanne D’Arc og Niels Bohr til John F. Kennedy og Karen Blixen.
Kilde: KØS – Museum for kunst i det offentlige rum