Grundtvig holdt sine berømte Mands Minde-foredrag på Borchs Kollegium i slutningen af 1830’erne. Her fortalte han levende samtidshistorie, hvor han knyttede bånd mellem sit eget livs fortælling og den store historie. Mands Minde-foredragene blev ”genoptaget” i Vartov i 2004 med Ebbe Kløvedal Reich som den første fortæller. Siden har en række kulturpersonligheder og politikere som bl.a. Birthe Rønn Hornbech, Uffe Ellemann-Jensen, Margrete Auken og Peter Bastian holdt Mands Minde-foredrag i Vartov, hvor de med et personligt udgangspunkt har fortalt danmarkshistorie. Nu er stafetten givet videre til professor og billedkunstner Bjørn Nørgaard. 

1
Af og til ikke af venlighed men af oprigtig interesse og respekt for sagen siger man ja til meget der egentlig ligger helt udenfor ens fag, da det ofte først skal foregå om mange måneder eller et  år til 1 ½  er der jo tid nok.
Tid nok er en farlig elastik for svage sjæle som f.eks mig, der når dansk læreren meddelte nu får i en måned til næste stil, så må i kunne aflevere 
( henvendt især til undertegnede og et par mere af samme skuffe ) alligevel sad man mandag morgen kl. 5 samme dag det skulle afleveres og skrev sjovt nok stil.
Mit liv har altid været fuld af diskretioner, der var altid en ide, et indfald, en oplevelse der kom dumpende og lige skulle afprøves, bruges, realiseres. Tænk hvis det var særligt fantastisk, uforglemmeligt, så ville det dog være trist om det ikke blev forsøgt.
Ergo ”stilen” overført måtte vente, den ville jo være der under alle omstændigheder.
Jeg har altid drømt om et planlagt, struktureret, organiseret arbejdsliv, at finde ro og kontinuitet i mit kunstneriske arbejde, men håbet svinder. Da man var yngre var det intet problem, døgnet havde 24 timer, og man kunne altid arbejde med 5-6 ting ad gangen, men biologien trykker - jo kortere tid man har tilbage, jo længere tid tager det. Men fra Børsaktion og Hesteofring til Tårn i Høje Tåstrup, Gobelinerne, Amagertorv, Bispebjerg Bakke og nu Sarkofag til Majestæten, er diskretionerne blevet større og mere komplekse, men et nemt og muntert liv bliver det næppe, så at Hans Grishauge fik mig i fælden og oven i købet har truet med at udgive mine udgydelser, har voldt svære kvaler, den sidste trussel har han dog trukket tilbage, det er den egentlige årsag til det var fristende at tage udfordringen er Grundtvigs tanker om det ” levende ord” .
Hvis der blandt Grundtvigs rige arv, i dag er noget der er en mangelvare, er det det levende ord i en politisk, administrativ verden, hvor økonomi, strategier, omstruktureringer, eksterne rådgivere, evalueringer, sammenlægninger, resultat orientering, målrettet, omstillingsparathed, H.R. personer, motivering…… eller hvad fanden de finder på af det rene og skære nonsens, som om noget kvæler det levende ord.
Det er da her i Grundtvigs hus, Grundtvigs tanke om det levende ord blev min mulighed, der hvor mennesker mødes og lader tanker og indfald tage form i ordets flygtige tid, og hvor summen af ord påvirker os, hvis de netop er levende, ikke med bagtanker, så når vi en dag måske det sted hvor: med venner i lys vi tale.

2
Det hedder Mands Minde og det må vel betyde det jeg husker i den tid jeg har levet, d.v.s de 6 årtier jeg husker, de første 3 år i 40erne står hen i tågerne, men skal dog nævnes.
Nu er mindes vel ikke det samme som at huske, at huske er mere målrettet, man skal huske at slukke lyset f.eks., men det hedder selvfølgelig også; jeg husker det som var det i går, men også her betyder huske netop noget konkret, det var sådan det var.
At mindes er tiden og begivenhederne og personerne der glider sammen i billeder, en sommer, en dag ved stranden, en rejse, barndommen hvor billeder dukker frem, men om det lige var før dette eller lidt senere, om denne eller hin person var der den ene eller anden søndag væves sammen i et bølgende tæppe, hvor steder og personer blafrer ud og ind i erindringen, at mindes og erindre ligner mere hinanden, at huske og vide er en anden kategori.
Jeg mindes og erindrer , det bliver de lag der nu har lejret sig, med de forskydninger senere tiders omvæltninger forårsager, en erindrings geologi, hvor forestillinger dukker op ofte uventede steder, pga. Isens tryk og hævet havbund, forskydninger i jordlag gennemmillioner af år., en slags mindets arkæologi, hvor en stump ditten datten kan sætte en kæde af refleksioner og sammenhænge i spil.( David S…)
Men der er ikke tale om objekt trouvé eller collage eller 60ernes anonyme objektkunst, spilteorier og slet ikke en postmoderne relativisme.
En organisk encyklopædi men hvor udgangspunktet ikke er alment, men netop subjektet nemlig min rige eksistens, om den så ud af disse subjektive, abrupte geologiske forskydninger, arkæologiske stumper i en organisk encyklopædisk subjektiv erindring gennem 6 årtier kunne danne sig et alment billede af disse tider hvor vi har elsket, lidt, kæmpet, grædt, leet, sejret, tabt…. Er der tilføjet endnu et lille håb til vi kan mødes udenfor os selv i en måske glimtvis, men dog værdifuld fælles forståelse af livet.

3
Vi, det betyder den af os, i hvert tilfælde mig selv, men forhåbentlig er ordene levende nok til flere vil deltage, ellers må jeg ty til Grundtvigs modpol Hr. Kirkegårds lidt misantropiske udsagn ” selv i at elske hinanden, må man være sig selv nok ” i øvrigt et ganske praktisk udsagn når man laver kunst. Jeg  håber ikke det går så galt , den overordnede skitse er da meget banalt de 6 årtier jeg har levet. De første 3 år i 40erne ligger i underbevidstheden et sted.
I dag 50erne så 60erne, 70erne, 80erne, 90erne og 00erne, overskrifterne er lige så banale, Tro – Politik – Kunst – Natur - Kærlighed – Videnskab.
Det ser så fint ud når man veltilfreds betragter en sådan stram enkel synopsis, der er en plan Egon og bare rolig, det skal nok gå galt.
På Den Eksperimenterende Kunstskole, når vi skulle lave fælles projekter, var der lange hårde ideologiske og teoretiske diskussioner og stramme strukturerede koncepter alle skulle overholde blev udviklet, men når det gik løs gjaldt her en regel ; bryd reglerne, men gør det begavet. 
Det prøver jeg da.

4
Måske kan dette mit første  mands Minde foredrag virke lidt tilbageskuende sentimentalt, lidt langt i spyttet, men nødvendigt for den figur jeg håber at bygge gennem disse 6 foredrag.
Det bliver også det eneste der er nedskrevet, det har været svært, men også nødvendigt, billeder var kun inde i hovedet og skulle hentes frem til de forreste hjerneklapper. De næste bygger på billeder, notater og det levende ord og formes her i rummet.

Hvad falder en ind hvis man skulle beskrive en afgørende forskel på 50 erne og nu, som ikke alene kan tilskrives økonomi, teknologi, demografi og de internationale betingelsers ..- det at vi på et plan som individer  opfatter os som uafhængige størrelser, vi siger vi har fået en større personlig frihed, og på et andet plan en industrialisering af selv de mest elementære dele af tilværelsen.
Det er kommet så vidt at siden 90erne har staten oprettet statsautoriserede udenoms parlamentariske virksomheder (Freja, By og havn, Dong etc) for at slippe for sine egne reguleringer men herom senere.
Selv har jeg ikke været i nogen institutioner, før jeg som 7 årig startede i 1. klasse på Hillerødgade skole, det var ingen fornøjelse. Indtil da og også efter skoletid var jeg om vinteren gader og baggårdens vilde kat, først Svanevej 24 B ,Nørrebros pip kvarter, senere Thor Langes alle , Søborg og Utterslev mose, og om sommeren naturens muntre søn i kolonihaven Tornehøj, Klausdalsbrovej og Smørmosen.
Jeg skal love at dette første Mands minde foredrag er det eneste hvor familie og privaten fylder, ellers bliver det en del af historien.
Ethvert svar er født af et spørgsmål, som giver et nyt svar, ethvert svar kræver et nyt spørgsmål osv.
----4-fortsat side 7-----
50erne er min barndom, hvordan man mindes den og de mennesker som hver for sig, af en som betød noget, som påvirkede en , er når man bliver “tvunget” til det, en lidt ubekvem ting, egentlig har ens barndom det bedst i anekdoternes og de tilfældige møders verden, en mere bevidst omgang med hvordan det var, passer ikke til dette drømmeland, man hæger om i stille stunder.
Det første der falder en ind er mor, dette væsen der næste er integreret i ens væsen, og tusinde billeder dukker ud af erindringens skatkammer og man forstår hvordan i voksen forstand helt enkle banale situationer senere i livet fik en betydning, der ikke står mål med de faktiske forhold, men har sat sig i et barns sind.
Jeg husker ikke jeg nogensinde har hørt min mor hæve stemmen eller taget i mig eller en anden på en måde der skulle demonstrere sin autoritet, men hvis man spurgte om noget og mor sagde nej, altså helt stille og roligt, nej min dreng, så var det ikke et oplæg til en filosofisk diskussion, det betød Nej, og man var helt klar over der var ingen grund til at fortsætte forsøget , så man gik ud at lage eller hvad man nu havde gang i.
Svanevej det var huse fra omkring århundrede skiftet, måske nogle lidt senere, der er et særligt lys, i dette ydre Nørrebro, Nordvest kvarteret, det ligger højt, der var et hav af små virksomheder, hvor vi som drenge løb rundt, hentede øl, fik klodser, kasserede metal dele, for enden af svanevej lå en afdeling af Gajol, hvor man gik ind så produktionen og fik klumper af Gajol der ved fejlproduktion var klistret sammen, bag skurene i baggården lå et stort et-plans værksteds område, fjenden langs den ene side af Glentevej var Novo Nordisk alle er, Svanevej vender NNØ-SSV ca, så i den lille 1 1/2 værelses lejlighed var mange lyse stuen og eftermiddagslys i køkkenet, sydsiden af Glentevej sol tv. , boligkarrerer til højre et alen langt frønnet plankeværk, på hjørnet af Falkevej lå en produkthandel hvor vi solgte gamle metaller og aviser så man kunne købe en plade paraffin og tygge på eller en lakridsrod.
Svanevej lå altid i gadekrig med Falkevej. Ved siden af vores ejendom lå en Vognmand Karl Madsen, som både havde lastbiler og hestevogne, af og til løb en hest løs, den gik selv hjem, men den dreng der var så heldig at blive slæbt med ved seletøjet, fik 25 øre.
Så var der far, han og hans venner tilhørte det lag de tusinder af tillidsfolk i arbejderbevægelsen eller i det miljø, han var ikke selv partiorganiseret, som bar drømmen om et mere retfærdigt Danmark frem, og i 50erne var der brug for det.
Far var ungdomsleder i FDF og SAGA, han var tillidsmand på Tomsgårdsvejs brandstation, hvor han tegnede de daværende alarmsystemer. Han var bogombud for Fremads Folkebibliotek og solgte abonnementer på arbejdspladsen i NV og billetombud for Arte og solgte teaterforestillinger i samme område, og holdt ofte studiekredse i den lille 1 ½ værelses lejlighed. Han var formand for lejerforeningen og formand for haveforeningen, tillidsmand i Kolonihaveforbundet og medlem af huslejenævnet m.m jeg ikke husker. Deres venner var socialdemokrater, kommunister og et par konservative, det var kristne og ateister, de mødtes ofte. Far sagde de diskuterede, andre ville nok bruge stærkere udtryk. 
Selvom pengene var meget små blev der holdt 2-3 aviser., adskillige tidsskrifter som ; Een Verden, Frit Danmark, Jordens folk, Mellemfolkeligt samarbejde, Vor viden, Hvedekorn, Kunst osv, og køb af bøger, opslagsværker osv. eneste smuds var mit Anders And blad een gang om måneden.Der var reoler og børger overalt, og sagsmapper fra de forskellige tillidshverv i bunker.Der var pakket i det lille hjem.
Der var koks i kælderen og brænde på loftet, 6 år lige før jul skulle jeg hente brænde med far på loftet ad den snævre snoede køkkentrappe og rullede selvfølgelig 2 etager ned med brænde, venstre arm brækket, op på fars cykel i frostaftenen, armen hang underligt over styret, op på Bispebjerg hospital og få gips på, der var ingen telefon, heller ikke i opgangen, nærmeste boks var på Frederikslundsvej, så cyklen var det enkleste.
Midlerne var små, det var de for hånden værende søms princip, og det har nok præget en dybt.
Udover Mor og Far mødtes med venner om politik, teater, bøger, i ungdomsorganisationer, så fotograferede de, tegnede, malede på amatørbasis, tog skitseture, gik på udstillinger, museer .., jeg er helt fra lille opdraget med en stor kærlighed til kunsten, jeg har været små 5 år, da jeg først var på Statens Museum for kunst, ofte tog vi 2.halvleg i parken ( da der blev portene åbnet så det var gratis) og så en udstilling eller et museum.
Jeg kunne kunstens stilarter inden jeg kom i skole, og skulle ofte hentes frem med det sidste værk, når der kom gæster, var det i matrostøj, jeg hadede det som pesten.
Jeg husker nogle gæster som jeg ikke kendte, hvor jeg skulle vises frem, med en tegning, her var far slem, efter at have beset vidunderet bemærkedes fra den ene gæst “ det er da godt han ikke er en pige”, som 6 årig forstod man vel blot at dette betyder noget særligt, den har hængt i mit hoved siden, alt for ofte er voksne tankeløse og forstår ikke at selv små for os voksne ubetydelige ting, i en barndomsverden kan præge dem den ene eller anden vej.
Mine tegninger og kunster, min far havde en vis skoling  fra sit arbejde i at tegne, og var en ganske ferm akvarel og oliemaler, og mente absolut at være familiens kunstneriske indslag, hvad han talte meget og gerne om, min far talte ofte meget og gerne, tit begavet men ofte insisterende utålmodigt og ret irriterende.
Han var ikke ueffen, og heller ikke klamphugger når han byggede vores hus i kolonihaven, men detaljen var ikke hans styrke, bare det holdt og fungerede måtte det være nok.
Min mor var tilskærer, skulle have været skrædder men så blev jeg født som  færdselsuheld, iøvrigt blev far fyret, mens mor var gravid, fordi han ville organisere sine kollegaer i HK og mødte op i ternet skjorte og korte bukser.
Mor syede al vores tøj, først Far og af hans aflagte til os andre, frakken blev vendt osv. Mor havde både overblik og beherskede detaljen, mor spillede mandolin (min mormor harmonika) og elskede musik, meget kan man sige om far men musikalsk var han ikke.Mor talte ikke om sig selv, det gjorde far gerne.
Mor skabte et rum om sig hvor man følte intet ondt kunne nå en, uden man overhovedet følte sig lukket inde, man kunne være der når man havde behov for, og samtidigt var hun yderst klar i mælet, “mor jeg råbte nede fra gården” ,”Du har fået ben at gå på min dreng” eller senere “Hvor er mit fodboldtøj” “ Der hvor du lagde det sidst”, dejligt muggent håndklæde, så lærer man det.
Når et barn i en butik gloede på misfosteret ( mig) med åben mund og polypper, kom det prompte fra mor, “ har deres barn fået glosuppe idag, frue”.Langt senere hvor min mor var med til at male kartonerne til Gobelinerne, her var hun sidst i 60 erne, som man selv er nu.
Hun er en smuk stilig kvinde, med en vis reserverethed i sit væsen, uden at være uhøflig, taler kultiveret almindeligvis, kunne hun imponerer mine langt yngre assistenter med udtryk som “jeg er så tørstig jeg kunne patte en vandrotte”.
Jeg kunne tale om min mor længe, hun er nu 85 bor i et lille rækkehus for ældre i Gilleleje, det er større end vores lejligheder, bemærker hun, mor er frisk, klarer dagen og vejen, jeg burde se hende ligt oftere.
Far døde i 2008, 86, han havde 5 hårde år til sidst, og en svær død, han var meget utilfreds med, så gud til sidst, der lignede han sin mor, herom senere.
I 1951 fik jeg en søster, født i marts, altså kort før min 4 års fødselsdag.I starten husker jeg det som meget spændende, men også en lidt brugelig irriterende størrelse, senere mere brugbar til at lege med, selvom hun ofte faldt ud af rollen og ødelagde legens regler, hvad det så var, eller der manglede dele til mekanoet, vi lavede ellers alt det som søskende nu laver sammen, min søster var også meget talende, jeg har nok været en lidt kedelig storebror der levede meget i min egen verden, men det er hun er og var der.
Mormor var et kapitel for sig selv (billed) i dette diminutive kolonihavehus erhvervet omkring 1949, min mormors kolonihavehus, boede min morfar og mormor, mor med mig, min moster med min fætter, netop født, min far, morbror og onkel overnattede i telt på græsplænen, huset voksede med tiden, vi fik kolonihave højere oppe på samme vej, Højdevej, Tornhøj, min moster og onkel og efterhånden 3 fætre og 1 kusine have i Nyvang.
Morfar møbelsnedkeren var blevet blind, næsten, da han var i 50 erne, kunne de første år skimte lidt, havde en lille gård bag huset med høvlbænk og et lille redskabsskur med lokum og 100 af cigarkasser med søm og skruer i sirlig stablet orden, her snedkererede han stadig, jeg gik til hånde fra jeg var 5 år, savede høvlede osv. lange sommerdag, han udførte inventaret til min morbrors knallertbutik i øhlensclægersgade, der udviklede sig til et helt knallertimperium...
En hverdag i kolonihaven 
kl 5 mormor går til kongshøjvej ca 2 km tager bussen til Christiansborg hvor hun vasker trapper, kl. 7 min morbror og hans kæreste/kone tager NSUen til butik og værksted i øhlenschlægersgade kl 10 morfar går til Kongshøj tager bussen til værkstedet i Øhleschlægergade for at rense maskindele til knallerten.Ved 18 tiden kommer mormor og morfar tilbage, morfar går ud ved høvlbænken , mormor starter på aftensmaden, 18.30 kommer morbror og tante Anni og hjælper, jeg kommer løbende og spiser aftensmad for anden gang, lørdag aften spiller mor mandolin, mormor harmonika, der bliver sunget, og der er saft, kaffe og te, der drikkes kun ved særlige lejligheder, da en enkelt øl og snaps.
I den lille lejlighed i Ringertoften , de er genhuset fra Christianshavn, er endnu mindre 1 1/2 værelses lejlighed bor mormor og morfar og morbror og tante Anni, huset er proppet med mennesker, alverdens småtterier, udstyr af enhver art, potteplanter, en papegøje og køkkenet, større er vores, var altid fyldt, de havde meget få penge men der var altid nok, morbror købte altid de sidste køkkenmaskiner i Istedgade, sild i tønde, mormor lavede sauerkraut, syltede agurker oms. henkogte alt muligt , køkkenet var en åbenbaring, i en lejlighed og i kolonihavehuset kunne alt lade sig gøre, fra fester cykellapning, mormor havde et stort hjerte , som hun desværre sled op til sidst.For dem hun elskede gjorde hun alt, men for dem der trådte udenfor blev låget lukket i, min morfars familie var ekskluderet, på nær et par få der blev tålt af og til, som min mormor sagde, når skidt folk kommer til ære, hun havde nogle brødre men hvor de blev af ved jeg ikke, min oldemor havde truffet min oldefar i Bremerhafen, han var sømand og havnearbejder, hun var tysk, ifølge min moster var hendes famile flygtninge østfra, men hvor vides ikke, min ellers kærlige mormor lukkede helt i når jeg spurgte til hendes familie, det er noget gammelt vrøvl og det er så længe siden at det snart er løgn.Min morfars famile Schæffer kom fra Holsten i 1700-tallet, har bestyret teglværker, været håndværkere og oldefar var styrmand i DSB, Korsør Nyborg og Helsingør Helsingborg, min morfars bror Sophus var maskinmester og sejlede på langfart, kom hjem med papegøjer og aber, men mormors famile er et lukket kapitel, tidligere var det bare sådan, når jeg trætter jer med det, er det fordi hun fyldte så meget i min barndom.
Mormor og morfar var tæt på hele min opvækst, også senere da man flyttede hjemmefra, under lidt Bravalla med far, tog den unge mand af og til hjem til hulen i Ringertoften.
Min farmor kom jeg aldrig tæt på, hun var en fin dame oprindelig af møllerslægt nord fra Assens, faren var død og moren havde giftet sig adeligt, i hverttilfælde sagde farfar til farmors store irritation at møllerfamilien gled på røven ned af slisken, hun  var meget regelret, selvretfærdig ville nogen sige, og den eneste i familien der var dybt kristen, jeg sov engang hos dem, jeg lå imellem farmor og farfar ...., da man hørte det var det denne ene gang.
Men hun var socialdemokrat, medlem af frie kvinder og frivillig i kvindernes alkoholfrie restaurent.
De har mødt hinanden på en herregård på lolland, han kusk og hesteoppasser, hun husholderske og så til København, som så mange andre i begyndelsen af 1900-tallet.
De boede faktisk i øhlenschlægersgade hvor min far blev født, derefter kom farfar på Carlsberg, først til bryggerhestene og derefter udlært som brygger, jeg besøgte ham af og til som dreng, han bryggede ved de store kobberkedler, det var dengang håndarbejde, 3-4 etager op og ned dreje på ventiler, holde øje med temperaturer, manometre osv. alt manuelt, 48 år på skiftehold aldrig en sygedag, han blev 94, rask til det sidste, , boede i Høje Gladsaxe , alene min farmor døde nogle år inde (smykkerne) min moster døde 3 måneder før, det var for meget for ham, far og jeg fandt ham, slagtilfælde, vi klædte ham af, vaskede ham, gav ham tøj på og lagde ham i seng, ringede efter lægen og vågede over ham hele natten i solnedgang over Utterslev mose.Han var sikkert den længst tilbageblevne abonnent på først Socialdemokraten og senere Aktuelt, en tid var rindet ud, som han en dag sagde da vi en dag sad og spillede kort, fik en øl og kiggede ud over Utterslev mose, “Bjørn de gode gamle dage, det var noget værre lort, jeg har nu været folkepensionist i 27 år i en lejlighed med bad....” han var født før....

Min farmor var stærkt troende, selvom hun i sine sidste dage var stærkt utilfreds med gud ikke tog hende hjem, hun var på plejehjem, intet fungerede udover hjerte og hoved, begge alt for godt, hun døde som knapt 90-årig min farfar der var yngre overlevede hende med 7-8 år, efter hendes død bar han hendes smykker, jeg tror han var religiøst ..., de blev begge bisat fra kirken i de ukendtes grav fra Gladsaxe kirke.
Min morfar var ikke religiøs overhovedet, og min mormor kunne ikke fordrage præster eller nogen form for øvrighed, de blev begge bisat fra kapellet uden præster i de ukendtes grav på Bispebjerg kirkegård, kapellet er idag  .... hus.
Til sidst fætre og kusiner og venner
onkler og tanter
først fætre og kusiner ,jeg havde 3 kusiner og 4 fætre, alle yngre end mig, 1 kusine og 2 fætre lever stadig, Lasse min mosters først fødte, et år yngre end mig, stod mig i barndommen og ungdommen meget nær, som meget små i mormors kolonihavehus, senere som drenge i kolonihaven og lange cykelture rundt i Danmark. I starten boede de i Hedebygade på 5 sal, lille bitte 1 1/2 værelses  fugtig lejlighed efterhånden 4 børn.Onkel Kaj  råbte og skreg og slog, så Lasse og hans søster Lone, det var skidt, Lasse havde problemer med øjenlågene, så de hang og han så sløv ud, hvad han absolut ikke var, og blev drillet meget. Jeg havde læbe/ganespalte, populært hareskår, men mor havde lært mig at vende en dum bemærkning i luften, og sende den tilbage, og forstod idioten det ikke, var jeg sportstrænet i fars ulidelige plagsomme idræt og gymnastikhold, så hårdere midler kunne bruges, hvis det var en af pigerne med dådyr øjne, gjorde det ondt især senere, men det er en anden kategori, men Lasse var ødelagt hjemmefra, moster var et elskeligt væsen, men helt underkuet, Lasse drømte om at blive fotograf, blev befalingsmand i flåden og lavede propagandafilm,senere lokal-YV på Frederiksberg, han blev .. og 50, jeg har alle hans negativer, han er et menneske der stadig følger mig.
Blandt mor og fars mange venner som prægede på een på forskellig vis var Ove og Jytte, han var skotøjs mager og ivrig amatørfotograf og engageret medlem af socialdemokratiet, deres to smukke døtre var medlem af DUI hvor jeg ofte var gæst, moderen var en usædvanlig smuk jødisk kvinde, de boede i de nye ejendomme langs Tagensvej, hvor jeg især var imponeret af affaldsskakterne.Henning og Grethe, hun er mors ældste veninde, de havde også to smukke døtre, så da tid kom var der nogen at lege doktor med, som det hed dengang.Henning Hoff-Jessen og Grethe boede i Hvidovre i et meget fint 2 plans rækkehus, han var fuldmægtig på sojakagefabrikken.
Gerda og Erik Hesager, kaldet lillemor og lillefar og deres fire børn boede i Hegnshusene, og Gerda samlede altid, og stadig, en masse mennesker om sig, en grænseløs stor familie, de havde et usædvanligt faldefærdigt husmandssted i Udholt i Nordsjælland, hvor jeg kom meget som barn og ung, man cyklede derop sommer og vinter udover et sjældent fællesskab om alt, lærte en nørrebrodreng landbruget at kende, jeg hjalp Nils Rosvall en bonde der boede først med ... på slægtsgården, senere på et husmandssted, han dyrkede jorden højt oppe i alderen, han blev næsten 100, det var ren DSøren Ruyge, Nils havde heste alle årene, med heste forspand kørte vi med selvbinder, plov, harve, såmaskiner, æbler til mosteriet i Græsted, kane til kirken om vinteren, jeg hakkede roer, kørte hø ud, mugede ud, fodrede, striglede heste osv. og så landbruget udvikle sig fra sædskifte, mange afgrøder, blandet dyrehold, til det kemiske industribrug vi har idag, det skete fra jeg lærte at gå på de toppede pigsten i 1948, til de sidste gange jeg kom der i 70 erne, altså 30 år.
Jeg husker når jeg spillede kort med farfar, at vi talte om da han blev født, var der ikke strøm, radio, tv, biler, flyvemaskiner, computer osv. og nu står man her 65 år , da jeg var dreng havde vi ikke telefon, tv, et program på radioen, intet internet, i kolonihaven i min barndom ikke el, slet ikke radio, krystalapparat, man læste ved petroleumslampens skær og gik tidligt i seng.
Selv om folk arbejdede længere, og hårdere, og både far og mor havde mange gøremål så var der et stort nærvær, og kærlighed når jeg tænker på min barndom var det lykkelig og fuld af kærlige mennesker, trods operationer, tandbøjler, generthed, anderledeshed osv.
Tro, barnetro, i dag ser jeg religion som en for mennesket afgørende måde at sætte sig i forhold til det ubegribelige, kort sagt, tro begynder hvor viden stopper. For at mennesket kan erkende verdens og livets mangfoldighed må vi tage flere erkendelsesformer til os. Jeg er et moderne rationelt menneske, som trods menneskets ufattelige grusomheder mod mennesket, tror at fornuft er en væsentlig dimension, hvis vi skal videre.
Men modernitet må også erkende sig selv, som en blandt flere traditioner for erkendelse. Den fundamentalistiske totalitære modernitet, der beklageligvis findes både hos nyliberalisterne og nyrationalisterne, rummer ikke løsninger, men er den del af problemet.
Vestens modernitet må aflægge sin arrogance overfor religion og traditionelle kulturer, ikke at vi skal opgive om et mangfoldigt, frit, sekulært fællesskab, men erkende vi må reagere med ydmyghed og indsigt, en organisk modernisme som inkluderer i stedet for at ekskluderer.
Vilkåret for en moderne kunstner er at tvivle, stille spørgsmål, udøve kritik, ikke med ….eller som svar men gennem  den kunstneriske forms poetiske åbenhed, hvor afsender, objekt og modtager står frit.
En af vores stærkt ateistiske nyrationalistiske, i øvrigt fremragende
videnskabsformidler, Lone Frank gjorde sig for nylig munter over at en berømt fysiker, nobelpristager havde forklaret, at han var religiøs og et troende menneske, hun fandt det latterligt.
Er det latterligt, er jeg latterlig, jeg insisterer samtidig på at være et rationelt, moderne menneske, der ser verden i fornuftens perspektiv. Jeg mener videnskaben har givet den mest plausible forklaring på de mekanikker og årsagssammenhænge der udgør vores univers. Jeg insisterer på at være en fri moderne kunstner i et sekulært demokrati, jeg insisterer på at være et politisk engageret menneske i et sekulært demokrati og insisterer på at den religiøse dimension er4 et uundværligt lag i menneskets forhold til det ubegribelige. Lyder det absurd og modsætningsfyldt, så er det absurd og modsætningsfyldt, som livet nu engang er.
Der findes ikke én og kun én sandhed om verdens sande tilstand.
Det er kunstens privilegium at arbejde med en dynamisk mangfoldighed, den giver jeg aldrig slip på.
Måske er gudsbegrebets vigtigste funktion, at vi ikke selv gør os til gud, og måske er gudsbegrebets absurditets vigtigste funktion, at livets absurditet har en form.
Banalt sagt, et troende menneske har altid en at tale med, det kan en tvivler godt misunde.