Bjørn Nørgaards tale til indvielsen, 17. april 2012
Da Gud viser sig for Moses på bjerget må han dække sit ansigt, da ingen må skue Guds åsyn, og da han stiger ned fra bjerget med konceptet for hele menneskeheden, de 10 bud og ser en skulptur af guldkalven, bliver både han og Gud rasende. Denne skulptur sender det jødiske folk ud i en ørkenvandring på 40 år, - skulptur kan betyde en del.
Billedforbuddet har siden været en dl af vores kulturelle arv, hvilket i modernismen har ført til at kunsten og især værket adskillige gange er erklæret død og udtømt, i tresserne minimalisme, konceptkunst, Fluxus etc. Senest har Kunstakademiets billedkunstskoles nu enerådende rektor i Akademiets vennebrev erklæret værkkategorier for irrelevant, en snart 100 år gammel nyhed, og vi må konstatere at siden 60ernes endelige aflivning af værket er der aldrig på disse efterfølgende årtier produceret så ufatteligt antal værker. Måske må selv de mest forhærdede tilhængere af billedforbuddet erkende, at kunstværker har det som sex, det er kommet for at blive.
Det værste vi gjorde ved at afvise værkkategorier var, at vi dermed mistede den kritik af værket, som er den moderne kunsts salt.
Vi er fysiske væsener, der lever i fysiske rum. I modernismen har det altid været en stærk bevægelse for at kunsten skulle integreres i dagligdagen.
Siden Bomholt har kunst i det offentlige rum været et politisk diskussionspunkt der engagerer alle, beklageligvis har markeds overtagelse af alle værdinormer langsomt eroderet disse visioner, og faktisk har Danmark siden Niels Matthiasen ikke haft et politisk flertal der satte kunst og kultur øverst, vi lever i bogholdernes paradis.
Men der er stadig nogen der holder fast, her er Ballerup Kommune med dets Borgmester et meget fint eksempel. Det har derfor været et stort privilegium at have været kunstnerisk konsulent på bebyggelsen Søndergård i 10 år. Tak for alle diskussionerne og jeres lydhørhed, noget lykkedes ikke, meget er lykkedes, heriblandt drømmen om at forene et koncept, soklerne langs kajen med kunstnerisk mangfoldighed, mine 5 yngre kolleger der har fundet sig i den ældre kollegas særheder, tusind tak for det, jeg har ladet tommestokken blive hjemme, vi vil hverken have mm. Demokrati eller m.m. Kunst, jeg er dybt rørt over resultatet.
Tak til kunstnerne, tak til Leif Jensens bronzestøberi uden hvis større indsats det ikke kunne lykkedes, tak til beboernes repræsentanter, jeres deltagelse og arrangement er en afgørende del af processen, tak til Lone Schock og Annegitte Hjort og hele teknisk forvaltning for mange års samarbejde, vi har en lille sløjfe endnu, og tak til Ove.
Som kunstner har jeg det som Abraham, der på vej fra Ur begynder at tale med Gud, gud bliver så glad, endelig er der en der lytter, tak fordi i lyttede.
_ _ _ _
Sokkelkunst består af 5 bronzefigurer på 5 sokler langs Søndergård Sø.
