Gobelinen 'Yngre Glucksborgere' udlånt til Koldinghus

Subtitle
29.01.2026
Body

I sidste uge fik Den Kongelige Samling for første gang i over 25 år mulighed for at opleve bagsiden af en af de 17 gobeliner i Riddersalen på Christiansborg Slot. 

Yngre Glyksborgere (2000) indgår i den kommende udstilling Vævede mesterværker i Danmark på Koldinghus. Derfor stod fire af Den Kongelige Samlings konservatorer klar til at tage værket ned for første gang siden den officielle installation i år 2000 i anledning af Hendes Majestæt Dronning Margrethes 60-års fødselsdag. Fra bagsiden kunne Den Kongelige Samling få et helt særligt indblik i det unikke håndværk, hvor et hav af farvestrålende trådender bølger frem. Til Yngre Glyksborgere er der anvendt uldtråde i 71 farvenuancer. Bagsiden afslørede også et indsyet mærke med året 1999 – året hvor gobelinen blev færdigvævet som den sidste i serien. Den blev klippet af væven af daværende Kronprins Frederik d. 17. maj 1999.

I forbindelsen med udlånet af gobelinen til Koldinghus ankom kartonen (skitsen) fra MAPS (Museum of Art in Public Space) på rulle til Riddersalen på Christiansborg Slot. De franske væver fra gobelinvæveriet La Manufacture des Gobelins i Paris har brugt kartonen til at væve gobelinen efter, og den er i fuld størrelse som det færdige værk. I samarbejde med konservatorer blev den monteret på blindramme og opsat på den plads, hvor gobelinen Yngre Glyksborgere tidligere hang. Arbejdet foregik med stor interesse fra publikum.

Udstillingen Vævede mesterværker i Danmark kan opleves på Koldinghus fra d. 26. marts til d. 25. oktober 2026.

Relaterede værker
Foto: Den Kongelige Samling
Foto: Den Kongelige Samling
Foto: Den Kongelige Samling
Foto: Den Kongelige Samling
Foto: Konservator Caroline Stockhammer, MAPS (Museum of Art in Public Space)
Foto: Konservator Caroline Stockhammer, MAPS (Museum of Art in Public Space)
Foto: Konservator Caroline Stockhammer, MAPS (Museum of Art in Public Space)
Foto: Konservator Caroline Stockhammer, MAPS (Museum of Art in Public Space)

© Photographs and videos may not be used for commercial purposes, unless you have a copyright license with Bjørn Nørgaard and the listed photographers