Politisk prioritering eller strangulering af Kunstakademiet
At kapitalistiske økonomer som Adam Smith anså hele denne samfundsgruppe (kunstnerne), for en flok værdiløse parasitter er så kendt, at det næppe er værd art nævne. Jorn i Værdi og Økonomi.
At finansministeriet og Moderniseringsstyrelsens algoritmer i sandhed lever op til dette, ville derimod være værd for vores politikere at tænke over.
Ernest og Young har for E.U. i 2014 lavet rapporten ”Creating growth” som påviser de kultur -og kunstbårne erhvervs betydning for vækst og udvikling i E.U. området. Den burde folketing og regering hente på nettet, læse og analysere og tage alvorligt. Den viser klart og tydeligt, at finansministeriets modeller og moderniseringsstyrelsens rationaliseringer er Danmarks største problem lige nu.
Et vækst og rationaliserings vanvid der foreløbig har sendt 12,3 milliarder ud af landet og en milliard skattegæld, der ikke kan inddrives, er ved at udmarve vores samfund, det skulle være det, der var visionen for vores fremtid.
Mens den kunstneriske formdannelse kan give mulighed for at erkende os selv, det betyder kritisk at sætte sig udenfor sig selv, og med denne selviagttagelse få muligheden for at erkende fejl, mangler, laster og dyder, er en omkostning der skader væksten.
Lige nu er politik i Danmark en lukket rundkørsel, sæt nu kunstarterne, videnskaberne fri og styrk udvikling, vækst, velfærd og Danmark i en globaliseret verden.
Politiken har i søndagsudgaven en artikel, om nedskæring på 38 % af (bastarden) Arkitekt + Design + Konservatorskolen (endnu en nedskæring skal tilføjes) i tidligere aviser har i omtalt nedskæringer på Det kgl. Teater, scenografi afd., Det kgl. Kapel, Operaen, Balletten osv., dertil kan tilføjes vores museer, landets orkestre, Kulturstyrelsen, Statens Kunstfond.
En institution er gået under Politikens radar, Det kgl. Danske Akademis Billedkunstskoler.
I 2011 fastholdt Thorning Schmidt regeringen Thor Pedersens såkaldte genopretningsplan (aldrig er så meget blevet nedlagt som under denne genopretningsplan) grundet allerede foretaget besparelser og deraf følgende fyringer og nedskæringer, valgte Kunstakademiets Rektor at opgive Billedhuggerskolen Frederiksholms Kanal, Materialgården, som havde været en del af Kunstakademiet side grundlæggelsen i 1754, så efter 257 år forsvandt en skole og et professorat.
Sammen med et hold studerende og hjælp fra Peter Lassen og Jørgen Nørgaard forsøgte vi et år at ændre beslutningen, forgæves.
Det lykkedes at vriste Det Store Atelier ud af Bygningsstyrelsen som selvstændigt lejemål, her har Johannes Wiedewelt udført bla. Frederik d. 5´s gravmæle i Roskilde Domkirke, Dajon sine figurer til Frihedsstøtten, Den ældre Bissen Isted Løven og Den tapre Landsoldat, den yngre Bissen bla. Absalon på Højbro Plads, Anne Marie Carl Nielsen Rytterstatuen af Dronning Margrete d. I, mens Carl Nielsen komponerede ved siden af, og så Utzon Frank og Hein Heinesen med flere, som professorer og billedhuggere. Der er i Materialgården ophobet kunst og kulturhistorie, som har præget vores Danmarks billede.
Da jeg var fungerende professor ved Billedhuggerskolen Charlottenborg 1985 – 94, var vi 8 professorer, og alle laboratorier fuld besat med lektorer og assistenter, i løbet af 80erne og op gennem 90erne var det kgl. Danske Kunstakademi anset som et af de bedste akademier i Europa.
Der er stadig fremragende kollegaer der arbejder på Akademiet, men nedskæringer har udhulet Akademiets handle muligheder katastrofalt.
De 8 professorer ved hovedskolerne er beskåret til 3,4 i 2017, så ophøjes lektoratet for grundskolen til et professorat som trøstepræmie. Men i tiden 2008 – 2020 falder den samlede bevilling for Det kgl. Danske Kunstakademi og Charlottenborg Kunsthal fra 62,5 millioner til 43,9 millioner, det formentlig betyde max. 2 professorer og en halvering af laboratorie lektoraternes tid og ansatte.
Et sådant Akademi er ikke funktionsdygtigt, vi har aldrig været rigere, da vi var langt fattigere, havde vi råd til Kunst, Arkitektur og Kultur, det har skabt den velstand og den kultur vi i dag nyder godt af, hvad efterlader vores konkurrencestat fremtidige slægter? En ødelagt natur? et forarmet bymiljø? tarvelige industriprodukter? et forarmet kulturliv?
Billedkunstskolerne kvæles langsomt, mens konkurrencestat, Finansministerium, Moderniseringsstyrelse og kortsigtet vækst pisser i vores bukser.