I 1966-67 læste jeg Ludwig Wittgensteins Tractatus Logico-Philosoficus. Jeg havde netop forladt gymnasiet, hvor jeg var matematiker, og derfor .endnu. fortrolig med den matematiske algebra.
Jeg forestillede mig derfor skulpturelle objekter, som i stedet for ligninger, bogstaver og tal, bestod af materialer og formbegreber. Disse objekter skulle da danne ikke sproglige syntakser, hvor hvert objekt var sammensat af en "ligning" som x-y-z osv. Gips, st.ltr.d, pap organisk/konkret.
Disse objektserier blev da benævnt Sagforhold. Parallelt med Sagforholdene udførtes Sammenhobninger. Hvor sagforholdobjekterne var klart bygget op som en konkret matematisk syntaks, repræsenterede Sammenhobninger, et totalt tilfældighedsprincip, en Sammenhobning som bestod af det der tilfældigvis var ved hånden og blev bundet sammen med noget andet der tilfældigvis var ved hænden.
Ideen var objekter med en konkret syntaktisk opbygning af objekter, og objekter som udtrykte et umiddelbart tilfældighedsprincip.
De syntaktiske sagforhold materialernes reference til den matematiske algebra skabte en mulighed for gennem det syntaktiske princip at hvor x eller y i matematikken kan erstattes af fysiske eller andre værdier, kunne gips, ståltråd, træ, glas osv. erstatter med kulturelle, kunstneriske og sociale udtryk.
I 1969 udførte jeg sammen med Lene Adler Petersen Uddrivelsen af templet / Nøgen kvindelig Kristus på Børsen i København. Her "erstattes" gips med Kristusfiguren, ståltråd med Børsen, glas med Kvinden osv. materialernes algebras syntaktiske karakter gjorde det muligt at sammensætte kendte billeder og strukturer i nye syntakser, som kunne befri dem og skabe nye betydninger.
I udstillingen Materia et Spiritus, Materia et Corpus, Materia et Frictio, Materia et Actio Materia et Syntaksis på Galleri Susanne Ottesen i 2020 undersøger jeg om dette princip med et syntaktisk materiale og ikke sproglig algebra stadig er mulig og har en kunstnerisk ide.
Tekst: Bjørn Nørgaard
